Kost og tæring var i ældre dansk ret betegnelsen for en godtgørelse til en part i en retssag for hans personlige besvær med sagen, hans rejser til og fra tinget mv. Regler om kost og tæring fandtes i 1500- og 1600-tallets lovgivning og videreførtes i Christian 5.s Danske Lov af 1683.
Domstolene synes især at have dømt en part til at betale kost og tæring, hvis han ved sin udeblivelse fra retssagen var årsag til modpartens forgæves fremmøde for retten. Også en dommer kunne tilpligtes at betale kost og tæring til en part i en retssag, hvis han ved sin dom havde gjort parten uret.
Sondringen mellem egentlige sagsomkostninger og kost og tæring mistede sin betydning i løbet af 1800-tallet, og reglerne om denne godtgørelse bortfaldt endeligt med Retsplejeloven af 1916.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.