• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

hals- og håndsret

Oprindelig forfatter JUJ Seneste forfatter Mads L.

hals- og håndsret, ret til at forfølge sager, der kunne medføre døds-, legems- eller frihedsstraf, samt ret til at fuldbyrde disse straffe. Hals- og håndsretten, der var en kongelig ret, udvikledes i Danmark i løbet af middelalderen i tilknytning til sagefaldsretten (indtægter i form af bøder) og blev ved kongelige privilegier overdraget til adelen og visse større kirkelige institutioner.

Efter 1536 fik alle adelige godsejere hals- og håndsret, hvilket dog ikke indbefattede ret for godsejeren til selv at fungere som dommer i sagerne. Hals- og håndsret bibeholdtes efter enevældens indførelse i 1660 og tilkom adelige og privilegerede godsejere.

Med tiden indskrænkedes hals- og håndsretten, således at påtale i sagerne blev rejst af amtmanden, og med Grundloven i 1849 blev hals- og håndsretten helt ophævet.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jens Ulf Jørgensen: hals- og håndsret i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=88290