forordning

Forordning er et andet ord for lov, og er et begreb, der bruges i dansk retshistorie og i EU-retlig sammenhæng.

1. En forordning var en generel retsforskrift, der fra 1500-tallet og frem til Grundloven af 1849 var en af betegnelserne for de love, statsmagten udstedte. Før enevældens indførelse i 1660/61 blev forordninger udstedt af kongen og rigsrådet i forening. Med enevælden fik kongen ifølge Kongeloven eneret til at "gøre love og forordninger". Under enevælden var det uden betydning, under hvilken betegnelse en generel retsforskrift blev udstedt; udstedelsen kunne også ske som anordning, plakat eller reskript. Forordning bruges også anakronisk om middelalderens kongelige lovgivning, fx Manddrabsforordningen fra år 1200. I middelalderens retssprog skelnes der ikke mellem de forskellige typer lovgivning, men det gøres der i dag i retshistorien.

2. Inden for EU-retten er en forordning en retsakt, der regulerer et område generelt, og som uden videre og i den form, den er vedtaget, bliver en del af medlemsstaternes retsorden. I visse tilfælde vil en forordning dog skulle suppleres med nationale bestemmelser, fx straffebestemmelser. En forordning kan sammenlignes med en dansk lov eller bekendtgørelse. Se også EU – Lovgivningsprocessen på 1. søjleområdet.