Fejde er et væbnede opgør mellem stormænd, slægter eller mindre befolkningsgrupper. Fejden var oprindelig baseret på sædvaneret, og retten til at føre fejde eller udøve hævn lå i Danmark til grund for reaktionssystemet i landskabslovene.
Visse steder i Sydeuropa, fx Korsika, er fejden, også kendt som blodhævn, blevet praktiseret op til første halvdel af 1900-tallet.
Som retmæssig sanktion tilhører fejden en tid i Europas retsudvikling, da statsmagten ikke havde de fornødne magtmidler til at håndhæve freden i samfundet. Det var derfor overladt en forurettet og hans slægt eller følge gennem fejde at genoprette en tilføjet skade og den herved forårsagede uligevægt mellem stormændende eller slægterne.
Navnlig drab var årsag til fejde, og fejden førtes ved vold eller drab. Reaktionen fra den forurettede slægts eller stormands side kunne også ramme gerningsmandens slægtninge som følge af et kollektivt slægtsansvar.
Fejde kunne afværges ved forlig mellem parterne. Ved forliget forpligtede gerningsmanden og hans slægt sig til at betale en bøde, hvis størrelse til dels afhang af den forurettedes sociale position.
Fejder forekom i alle befolkningslag, men er især kendetegnende for stormandsklassen, adelen. Såvel i Danmark som i udlandet søgte kongemagten gennem fredslovgivning at begrænse fejderne. For Danmarks vedkommende blev slægtsfejder først bragt til ophør i 1500-1600-tallet i forbindelse med udviklingen af en effektiv statslig retshåndhævelse.
Krige mellem stater eller borgerkrige kunne i ældre sprogbrug også betegnes fejder, fx Grevens Fejde og formuleringen i Christian 5.s Danske Lov "Kommer der Fejde paa Riget..."
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.