birk (retskreds)

Birk er betegnelsen for en retskreds, der i ældre tid var udskilt fra de almindelige retskredse, herrederne. Birker opstod allerede i middelalderens begyndelse. De ældste birker var de købstæder, som tilhørte kongen og havde bytinget som domstol. I løbet af middelalderen opstod der på landet et større antal kongelige birker, også kaldet landbirker, fx omkring kronens slotte og omkring handelspladser og fiskerlejer, hvor der var behov for en særlig domstol ligesom i købstæderne. Siden 1200-tallet fandtes der tillige gejstlige birker på gods og jorder, der tilhørte bispestole, domkapitler eller klostre. Adelige birker, dvs. birker på godset ejet af én adelsmand, opstod formentlig først i anden halvdel af 1400-tallet.

I landbirkerne var birketinget den stedlige domstol. Domsmyndigheden blev udøvet af en birkefoged, der blev udnævnt af den birkeberettigede, hvad enten vedkommende var verdslig eller gejsltlig, til hvis særlige rettigheder hørte retten til at oppebære visse bøder, se sagefald.

Efter Reformationen blev de gejstlige birker enten nedlagt eller omdannet til kongelige birker. I tiden mellem 1536 og enevældens indførelse 1660 øgedes antallet af adelige birker, bl.a. i forbindelse med overdragelse af krongods til adelen. Kort før 1660 var antallet af adelige birker ca. 50.

I 1680'erne blev antallet af underretskredse reduceret fra ca. 600 til ca. 300, bl.a. for at forbedre dommernes indtægter. Reduktionen fandt sted ved sammenlægning af herreder og ved nedlæggelse af de fleste kongelige birker, som enten blev lagt ind under herrederne eller omdannet til adelige birker i forbindelse med salg af krongods. Nogle af de større retskredse, der fremkom ved sammenlægningen, fik navn af birker. Eksempelvis blev Sokkelund, Smørum og Ølstykke herreder i 1683 sammenlagt til én retskreds, Københavns Birk.

De adelige birker opretholdtes efter 1660. Antallet af adelige og enkelte andre private birker øgedes betydeligt i de følgende 100 år. Adskillige private birker oprettedes som følge af det omfattende salg af krongods i slutningen af 1600-tallet, og deres antal var i en periode i 1700-tallet ca. 120. De len, der oprettedes med hjemmel i grevernes og friherrernes privilegier 1671, udgjorde specielle birker. Fra tingene i disse birker var der direkte appel til Højesteret, mens der fra andre birker var appel til landstingene.

I slutningen af 1700-tallet opgav flere godsejere frivilligt deres birkeret, ofte pga. øgede lønudgifter til birkedommer og -skriver. I 1809 blev det bestemt, at de birkeberettigedes ret til at beskikke dommer og skriver skulle ændres til en ret til at foreslå tre personer over for kongen, som herefter afgjorde, hvem der skulle udnævnes. I de følgende årtier nedlagdes adskillige private birker, og de resterende 40 adelige birker blev nedlagt, efter at det ved Grundloven af 1849 var blevet bestemt i § 75, at "en med visse ejendomme forbundne dømmende myndighed skal ophæves ved Lov," som en følge af at enhver forret i lovgivningen knyttet til adel, titel og rang var afskaffet.

De regler, der i middelalderen gjaldt for birkerne i modsætning til i herrederne, benævntes birkeret. Efterhånden som birk fik betydning af landbirk, blev birkeret betegnelse for retsregler, der gjaldt her. Christian 4. samlede i Birkeretten af 1623 de regler, der var fælles for landbirker og købstæder. Med Danske Lov gennemførtes i 1683 fælles retsgrundlag for birker og herreder. Se også herredsting og købstad – købstadslovgivning.