Valdemars Sjællandske Lov
Håndskriftet AM 24 4to dateres til sidste del af 1200-tallet og er dermed den ældste kopi af Valdemars Sjællandske Lov.
Valdemars Sjællandske Lov
Af /Den Arnamagnæanske Samling.

Valdemars Sjællandske Lov er en af middelalderens danske landskabslove. Den havde samme gyldighedsområde som Eriks Sjællandske Lov, dvs. Sjælland og fra 1284 desuden Lolland, Falster og Møn.

Lovens oprindelse

De nærmere omstændigheder vedrørende lovens tilkomst kendes ikke, men den ældste redaktion er formentlig begyndt som et privatarbejde, en såkaldt retsbog, der senere er blevet redigeret og tilpasset.

Loven er overleveret i to redaktioner, af hvilke den ældste formentlig er nedskrevet i 1220'erne, da store dele af Skånske Lov er ordret kopieret. Den anden redaktion må være yngre end 1241, da en kirkesynodebeslutning fra dette år optræder i teksten.

Lovens navn

Selvom loven bærer kongenavn, er der ikke nogle tegn på, at der er tale om kongelig lovgivning. Den yngre redaktion er formentlig et resultatet af forhandling på landstinget i Ringsted mellem stormændene, både verdslige og gejstlige, og kongen.

Det kan ikke siges med sikkerhed, hvilken Valdemar loven er opkaldt efter, men da man fra 1282 brugte begrebet Konge Valdemars love, som synonym for den gode gamle ret, og denne konge Valdemar var Valdemar 2. Sejr, er det sikkert ham loven er opkaldt efter.

En sammenligning af de to sjællandske landskabslove synes at vise, at Eriks Sjællandske Lov, som er den mest omfangsrige af de danske landskabslove, har været tænkt som et supplement til Valdemars Sjællandske Lov.

Valdemars Sjællandske Lov gik af brug i slutningen af middelalderen, mens Eriks Sjællandske Lov bevarede sin gyldighed indtil Christian 5.s Danske Lov fra 1683.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig