Rigskammerretten, Reichskammergericht, var en fælles domstol for hele Det Tysk-romerske Rige. Den blev oprettet i 1495 på en rigsdag i Worms som led i en reform af domstolsvæsenet.

Formålet med Rigskammerretten var blandt andet at skabe en kompetent domstol til behandling af sager om brud på landefreden, og at have en fælles appeldomstol for hele riget. Rigskammerretten var øverste domstol i forhold til de lokale tyske domstole, dog mere i teori end i praksis da der efterhånden kom flere og flere områder, hvor landsfyrsterne blev indehavere af den øverste domsmyndighed.

Fra begyndelsen af skulle halvdelen af rettens assessorer være jurister, der var universitetsuddannet i romerret, mens den anden halvdel skulle være adelige personer, der om muligt også var retskyndige. Senere blev kravet om universitetsuddannelse udstrakt til alle dommerne. Domstolens lærde sammensætning bidrog til, at den optagelse af romerret i tysk ret, der var begyndt i senmiddelalderen, fortsatte, så romerretten endte med at blive gældende tysk ret.

I modsætning til Rigshofretten, der blev ophævet i 1451, havde Rigskammerretten fast sæde, fra 1527 i Speyer og 1693-1806 i Wetzlar. Domstolen nød, måske til dels med urette, ringe anseelse i 1700-tallet. Rigskammerrettens virksomhed ophørte i 1806 samtidig med ophævelsen af Det Tysk-romerske Rige.

Goethe har skildret forholdene ved domstolen i sin selvbiografi Aus meinem Leben. Dichtung und Wahrheit (1811-33).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig