Kongens Retterting, eller blot Rettertinget, bestod af kongen og Rigsrådet i deres funktion som landets øverste domstol. Rettertinget kendes som domstol allerede i middelalderen, hvor det primært tog sig af jordsager. Navnet knytter sig til forestillingen om kongens domsmagt, som i Danmark dog ikke var fuldstændig men måtte deles med Rigsrådet. Den folkelige opfattelse i hele domstolens funktionsperiode synes dog at have været den, at kongen var dommer og medlemmerne af Rigsrådet alene hans rådgivere eller repræsentanter. Kongen deltog ofte selv i Rettertingets forhandlinger, og særlig Christian 4. var en flittig dommer. I 1661 afløste Højesteret Rettertinget som den øverste domstol. Det var en naturlig følge af enevældens indførelse, og Rigsrådets nedlæggelse.

Rettertinget var oprindelig mest en domstol for sager, hvori samfundets elite var involveret, men i tiden efter 1600 skete der en udvikling i retning af en almindelig øverste appeldomstol. Efter Reformationen blev et appelsystem indført, hvorfor ikke-adelige først kunne rejse sager ved Rettertinget, hvis de var blevet hørt ved de lavere instanser. Rettertinget fungere også som adelens værneting i sager om liv eller ære, det sidste inkluderede gæld, da det fandtes upassende at adelsfolk skulle have deres sager afgjort af en ikke-adelig dommer. Rettertinget trådte som regel sammen en gang om året. Forhandlingerne for Rettertinget foregik mundtligt, og i reglen behandledes flere sager på en dag. Rettertingets domme blev ikke trykt eller udgivet officielt, men en række blev afskrevet og optaget i private domssamlinger. Fra tiden efter Reformationen til enevældens indførelse 1660 findes sammenhængende rækker af Rettertingets dombøger. Da kongen og Rigsrådet tillige sad inde med den lovgivende magt, fik Rettertingets domme stor autoritet og kunne på den måde få betydning for andre sager.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig