Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Hof- og Stadsretten

Oprindelig forfatter JUJ Seneste forfatter Mads L.

Hof- og Stadsretten, domstol i København 1771-1919. Domstolen blev oprettet ved forordning af 15.6.1771 på initiativ af Struensee og især hans medarbejder overpræsident i København Ulrik Adolf Holstein (1731-89). Generalprokurør Henrik Stampe medvirkede ved forordningens praktiske gennemførelse.

Oprettelsen af Hof- og Stadsretten kom til at råde bod på de ofte uoverskuelige jurisdiktionsforhold i København, idet retten afløste bl.a. Københavns Byting (se byting), Københavns Rådstueret (se rådstueret), Politi- og Kommercekollegiet (se Kommercekollegiet), Borgretten, Hofretten og Konsistorium ved Københavns Universitet som domstol i ægteskabssager (se tamperret).

Oprettelsen af Hof- og Stadsretten er en af enevældens vigtigste reformer inden for retsplejen, især fordi domstolen blev indrettet efter nye principper med opdeling i undersøgende og dømmende afdelinger. I hver dømmende afdeling medvirkede fem dommere; de var på fast løn og måtte ikke beklæde administrative stillinger ved siden af dommerhvervet.

Annonce

I 1805 afløstes de hidtidige fire landsting i Ringsted, Maribo, Odense og Viborg af to landsoverretter; den ene blev placeret i Viborg, den anden blev knyttet til Hof- og Stadsretten, hvis navn derefter blev Den Kgl. Landsover- samt Hof- og Stadsret i København. Domstolen blev nedlagt ved Retsplejelovens ikrafttræden i 1919, og dens funktioner videreført af Københavns Byret og Østre Landsret.

Se også domstol.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jens Ulf Jørgensen: Hof- og Stadsretten i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=92200