Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

konkurrenceklausul

Oprindelig forfatter MBrA Seneste forfatter Redaktionen

konkurrenceklausul, aftalevilkår, der forbyder en part at gøre noget, der kan skade en anden part i hans virksomhed, fx at drive forretning i et bestemt område eller opsøge bestemte kunder mv. I aftaler om overdragelse af en virksomhed sikrer en konkurrenceklausul, der er pålagt sælgeren, at erhververen opnår den goodwill, dvs. den værdi af en virksomheds kundekreds, beliggenhed mv., som han har betalt for. Aftaleloven forbyder konkurrenceklausuler, der mht. tid, sted eller andre forhold går videre end påkrævet for at værne imod konkurrence eller på urimelig måde indskrænker den forpligtedes adgang til erhverv. Alt efter hvilken aktivitet der forbydes ved en konkurrenceklausul, sondrer man mellem egentlige konkurrenceklausuler, der forbyder bestemte former for virksomhed, og kundeklausuler, der forbyder den forpligtede at optage kontakt med bestemte kunder.

Reglerne om konkurrenceklausuler indgået i funktionærforhold er med virkning fra 1999 ændret på afgørende punkter. Ifølge Funktionærloven § 18 kan en konkurrenceklausul kun gyldigt indgås af en funktionær, hvis denne modtager en kompensation for den periode, forpligtelsen gælder, og hvis forpligtelsen og kravet på kompensation fremgår af en skriftlig kontrakt. Som tidligere skal funktionæren indtage en særlig betroet stilling eller indgå aftale om udnyttelsesretten til en opfindelse.

Om kundeklausuler gælder det, at disse kun kan gøres gældende, hvis der har været en forretningsmæssig forbindelse med den pågældende kunde inden 18 måneder, før funktionæren siges op. Forpligtelsen gælder endvidere kun i forhold til kunder mv., som funktionæren selv har haft erhvervsmæssig kontakt med hos sin tidligere arbejdsgiver. I forhold til øvrige kunder gælder forpligtelsen, hvis arbejdsgiveren har givet særskilt skriftlig meddelelse herom inden opsigelsen. Loven præciserer, at såvel konkurrence- som kundeklausuler i øvrigt kan tilsidesættes efter Aftalelovens § 36, se også aftale.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Mads Bryde Andersen: konkurrenceklausul i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=109276