Forbruger er i juridisk sprogbrug den person mv., der beskyttes af lovgivningen om forbrugerbeskyttelse.
En forbrugeraftale er herefter i dansk civilretlig lovgivning generelt defineret som en aftale, som en erhvervsdrivende indgår som led i sit erhverv, når den anden part (forbrugeren) hovedsageligt handler uden for sit erhverv, jf. fx Aftalelovens 38 a, stk. 2, 1. pkt.. Herved lægges der vægt på hovedsagelig-kriteriet i »blandede« aftaler, hvor der handles både i og uden for erhverv.
Den erhvervsdrivende har bevisbyrden for, at der ikke er tale om et forbrugerkøb/aftale, jf. fx Købelovens § 4 a, stk. 1 og Forbrugeraftalelovens § 2, stk. 1.
Forbrugeren defineres i først række ud fra sit formål med købet – det såkaldte transaktionsformål (den tilsigtede anvendelse) og ikke efter den faktiske anvendelse af det købte.
Forbrugerbegrebet rummer ingen begrænsninger i forhold til ydelsens art. Selv meget værdifulde genstande, herunder dyre biler og både, fast ejendom og diverse finansielle ydelser, kan være genstand for forbrugeraftaler.
I forbindelse med Forbrugerklageloven fra 2004 er bestemt, at klage til Forbrugerklagenævnet kun kan indgives af en person, der hovedsagelig handler uden for sit erhverv.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.