Eneforhandler er en selvstændig erhvervsdrivende, der efter aftale med en fabrikant eller importør har eneret til indkøb af visse varer med henblik på videresalg i et bestemt område eller til en bestemt kundekreds. I modsætning til en handelsagent videresælger en eneforhandler varerne for egen regning og i eget navn og kan frit fastsætte priser og vilkår for videresalg. Leverandøren må ikke selv sælge og ikke indsætte andre til at varetage salg i området. Men i de forhandlerforhold, som er underkastet EU-regler, kan leverandøren ikke forhindre sine forhandlere fra andre områder i efter anmodning at sælge varer af den slags, der er omfattet af eneforhandlingen, til personer i eneforhandlerens område (såkaldt parallelimport). Omvendt kan også kunder uden for eneforhandlerens område købe varer hos eneforhandleren.