Militær strafferet og retspleje (Før 1973), I ældre tid blev straffesager mod militært personel behandlet i henhold til krigsartikler eller artikelbreve, der indeholdt bestemmelser om befalingsmændenes og mandskabets indbyrdes forhold, om straffen for begåede forbrydelser og om disciplinens opretholdelse. Ved Straffelov for Krigsmagten fra 1881 og de disciplinærreglementer fra 1881 og 1886, som knyttede sig til loven, kom vurderingen af militære strafbare forhold nærmere den almindelige borgerlige strafferet. Loven opretholdtes uændret indtil Militær Straffelov af 1937. Militære straffesager blev afgjort ved krigsret, som også traf afgørelse i sager mellem militærpersoner indbyrdes. Dette grundlag for den militære retsplejeordning i Danmark ændredes ved Lov om Retsplejen ved Hæren og Søværnet af 1919. Domsforhandling af militære straffesager blev nu med visse modifikationer overført til de almindelige domstole efter Retsplejelovens regler. Påtalemyndigheden lå hos militære rettergangschefer under tilsyn af Forsvarsministeren. Myndighed som rettergangschef blev som regel tillagt regimentschefer, garnisonskommandanter eller skibschefer. Rettergangschefen blev bistået af auditører, som skulle lede straffesagernes undersøgelse og virke som anklagere ved underretterne og landsretterne; de rejste tiltale i henhold til rettergangschefens ordre. Ved Højesteret skulle tiltale udføres af generalauditøren. Auditørerne og generalauditøren var selvstændige miiltære embedsmænd, der efter 1919 ikke mere var indordnet i den militære rangorden.