miljødirektiver

Miljødirektiver er EU-retsregler på miljøområdet, der besluttes af Ministerrådet og Parlamentet. Medlemslandene skal gennemføre direktiverne i national lovgivning, ofte med en tidsfrist på to eller tre år. I 2006 er der vedtaget flere hundrede miljødirektiver, som dækker alle væsentlige miljøområder. Det nærmere retsgrundlag for EU's miljøpolitik blev formuleret i Den Europæiske Fælles Akt, der trådte i kraft 1987. De første miljødirektiver går tilbage til omkring 1970, idet man fandt det nødvendigt at inddrage miljøhensyn ved harmonisering af medlemslandenes lovgivning. Med Den Europæiske Fælles Akt i 1987 blev der indføjet et formelt grundlag i traktaten for EU's miljøregulering. I 1970'erne og 1980'erne var indsatsen fortrinsvis rettet mod udvalgte samfundssektorer som affald, vandmiljø, luftkvalitet og beskyttelse af de vilde fugle med indførelse af EF-fuglebeskyttelsesområder.

Siden midten af 1980'erne har EU med en række nye direktiver søgt at skabe sammenhæng mellem fx krav til udledninger (emissioner) og krav til omgivelsernes miljøkvalitet. Det første eksempel var VVM-direktivet fra 1985 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet, hvor der blev indført miljøkonsekvensvurdering af industri, husdyrbrug og større anlægsarbejder. I 1996 vedtog EU IPPC-direktivet om integreret forureningsbekæmpelse og -kontrol. I de senere år har EU's miljødirektiver i højere grad fokuseret på at sikre effektiv håndhævelse af miljøreglerne ved bl.a. at indføre krav om borgernes fri adgang til miljøoplysninger og ret til deltagelse i beslutninger.