Affald – udvikling i Danmark, I stenalderens samfund blev husholdningernes affald, fx østersskaller, knuste knogler og udtjente redskaber, ophobet i køkkenmøddingerne. Fra jernalderen findes affald fra landsbyens håndværkere, fx jernslagger fra smeden. Megen viden om fortiden stammer fra studier af det affald, som blev tilbage.

Da byer og købstæder voksede frem i middelalderen, levede mennesker tættere, og affaldet blev koncentreret; til hvert hus hørte en mødding og latrin, hvis indhold blev anvendt som gødning på markerne omkring byen – eller som i Københavns Havn brugt til at indvinde nyt land.

I middelalderens byer opstod begrebet "natmand". Han fjernede latrinen fra byens gårde og huse og kørte den til byens latrinkule. Natmændene samlede sig i København i Natførelavet, som i 1765 fik eneret på arbejdet frem til 1857, hvor loven om fri næring blev indført. Efterhånden som byerne voksede, blev affald et stadig større problem.

Allerede fra omkring 1200 findes love for, hvordan affald i byerne skal behandles. Københavns stadsret gav i 1443 bøde for at anbringe urenligheder fra hus og stald uden for egen dør eller gård i mere end tre dage. På Christian 4.s tid blev man straffet med bøder eller lagt i jern, hvis man hældte latrinen i rendestenen og ikke overlod den til natmanden.

På gårdene på landet havde man en anden holdning til affald. "Det er møget, der sætter maden på bordet", sagde et mundheld. Møddingen var et statussymbol og lå ofte midt på gårdspladsen. Fra brandforskrifter vides det, at landsbyens bønder skulle yde en brandlidt nabo hjælp med en vis mængde gødning, hvis han mistede sin mødding.

I 1702 skabte Frederik 4. forudsætningerne for det dagrenovationssystem, vi kender i dag, og for første gang indførtes et system, hvorefter den samlede dagrenovation, dvs. gadefejning og bortkørsel af husholdningsaffald, blev organiseret som en samlet entreprise. Først når den daglige sammenfejning af affaldet fra gader og rendestene var foretaget, måtte husholdningernes affald bæres ud og lægges på bunkerne.

Denne fejning var i det meste af 1800-t. overdraget til fattigvæsenet. Senere indsamledes affaldet på vogne, hvilket betød, at husmødre og tyende skulle være klar med affaldet, når renovationsfolkenes skralde kunne høres i gaden – deraf navnet skraldemand og skraldevogn. Affaldet blev enten samlet i byens latrinkule eller kørt til lossepladser uden for byen.

I 1840 afspejlede læserbreve i aviserne, hvor svinsk det stod til i København. „I det yderste Amaliegade lader Hospitalerne deres Afløb flyde i Rendestenen“, og „Man vader i Dynd og Skarn, ... vi sank i Dynd over Anklerne, min Kone mistede sin ene Skoe i Skarnet“. I 1851 nedsattes en sundhedskommission, som skulle finde en løsning på de stadig stigende hygiejne- og sundhedsproblemer i København.

Koleraepidemien i 1853 førte til, at det i 1858 ved lov blev fastsat, at kommunalbestyrelserne skulle vedtage sundhedsvedtægter, der indeholdt regler for bortskaffelse af husholdningernes latrin og affald samt affald og gødning fra landbruget. Regulativerne, som angav borgernes rettigheder og pligter, blev til i et samarbejde mellem kommunalbestyrelsen og de lokale sundhedskommissioner. Disse regulativer gjaldt frem til den første miljøbeskyttelseslov i 1974.

I slutningen af 1960’erne blev man opmærksom på, at olie- og kemikalieaffald krævede en særlig håndtering. Dette førte i 1972 til vedtagelse af en særlig lov om olie- og kemikalieaffald, hvorefter kommunerne blev forpligtet til at indsamle virksomhedernes farlige affald, som herefter blev overgivet til Kommunekemi.

Virksomhederne var omvendt forpligtet til at betale for ordningen, men havde dog krav på fritagelse for at benytte den kommunale ordning, når det kunne godtgøres, at det farlige affald blev håndteret forsvarligt af andre private anlæg.

Fra slutningen af 1950’erne blev der indført pligt til at benytte kommunale dagrenovationsordninger, hvis husstanden lå i byområder med mere end 1000 husstande. Dette fik behovet for lossepladser til at stige voldsomt.

Væksten i affaldsmængderne og knapheden på arealer bevirkede sammen med energikrisen (se oliekriser) i begyndelsen af 1970’erne, at der for alvor kom gang i bygning af affaldsforbrændingsanlæg, hvor affaldets brændværdi blev udnyttet til fjernvarme.

Den voksende opmærksomhed om resursespild førte i 1978 til genanvendelsesloven for papir og drikkevareemballager. Loven skulle medvirke til at mindske affaldsmængderne ved forøget genanvendelse og blev ved en ændring i 1984 udvidet til at omfatte genanvendelse af alt affald.

Fra omkring 2000 har der i EU været fokus på producentansvar. Begrebet dækker de tilfælde, hvor den oprindelige producent af produkter har det juridiske og økonomiske ansvar for indsamling og behandling, når de udtjente produkter ender som affald. Meningen med producentansvaret er at tilskynde den oprindelige producents valg af design og materialer til at fremme mest mulig nyttiggørelse.

Mens producentansvaret i EU's øvrige medlemsstater i forskellig udstrækning har været gennemført for bl.a. emballageaffald og udtjente køretøjer, er det først med WEEE-direktivet fra 2002, at producentansvar er blevet obligatorisk i alle medlemsstaterne med hensyn til elektronikskrot.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig