kriminalprævention

Kriminalprævention er læren om, hvordan kriminalitet kan forebygges. Forebyggelsen kan tage udgangspunkt enten i den potentielle gerningsmand/gruppe/organisation, dvs. i motivationen, eller i selve kriminalitetsobjektet, dvs. i offeret eller genstanden, og/eller i forbindelsen mellem den kriminelle og objektet, dvs. i kontrollen.

En særlig del af det kriminalpræventive arbejde tager sigte på at forebygge yderligere kriminalitet hos personer/grupper/organisationer, som allerede har udøvet kriminalitet; behandling, resocialisering eller individualprævention anvendes ofte som betegnelse for disse bestræbelser.

I den sociale kriminalprævention fokuseres der på, hvordan man via uddannelse, oplysning, sociale og velfærdsmæssige tiltag mv. kan mindske en potentiel gerningsmands kriminelle motivation.

I 1980'erne og 1990'erne opstod der en øget interesse for såkaldt situationel kriminalprævention, hvor man søger at forebygge kriminalitet ved hjælp af tekniske foranstaltninger o.l. Teorien er, at megen kriminalitet er uden dyb motivation og kan forhindres, hvis objekterne for kriminalitet gøres svært tilgængelige. Spørgsmålet er dog, om der kan opnås betydelige, varige reduktioner i kriminaliteten via situationel kriminalprævention, eller om der blot sker forskydning af kriminaliteten til andre områder, tidspunkter eller genstande. Der er også risiko for, at kriminaliteten bliver alvorligere som følge af teknisk sikring, fx at der anvendes våben eller tages gidsler.

Meningerne og vurderingerne er i det hele taget delte, mht. hvor meget det er muligt at påvirke kriminaliteten gennem forskellige former for kriminalprævention. De mest pessimistiske hævder, at kriminalitet er en integreret del af hele vor livsstil og vort samfund, at kriminalitet så at sige er en omkostning ved den moderne tilværelse. De mener, at vi ikke, selvom det var muligt, er villige til at ændre på de forhold, som afgørende kunne nedbringe kriminaliteten, fx vort transportsystem, arbejdsstrukturen, dagliglivet og omgangsformerne. Omvendt kan man fremhæve, at der findes specifikke kriminalpræventive tiltag, der har haft dokumenteret kriminalitetsdæmpende virkning.

I 1971 oprettedes i Danmark Det Kriminalpræventive Råd, som organisatorisk er placeret under politiet. Fra oprindelig at have fokuseret på situationel kriminalprævention har rådet senere bestræbt sig på også at inddrage det sociale element i det kriminalitetsforebyggende arbejde, ikke mindst i form af øget samarbejde mellem forskellige myndigheder.