Røveri, vold eller trussel om øjeblikkelig anvendelse af vold for at skaffe sig en berigelse. De fleste røverier består i, at en person med et våben truer en bankkasserer eller en ekspedient til at udlevere penge. Det er ligegyldigt for strafansvaret, om våbnet er ægte eller fx en legetøjspistol, hvis offeret tror, at våbnet er ægte. Det er også røveri at true en person med vold, hvis han ikke afleverer fx sit ur. En tyv, der slår besidderen ned for uhindret at kunne flygte med kosterne, straffes også for røveri. Smider han derimod kosterne fra sig og anvender vold for at slippe væk, er det ikke røveri, men han kan straffes for vold. Hvis en voldsmand efter at have udøvet vold beslutter sig for at tage offerets ting, straffes han for vold og tyveri. Se også afpresning.