Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

landsforræderi

Oprindelig forfatter Garde Seneste forfatter Mads L.

landsforræderi, højforræderi, traditionel betegnelse for grove forbrydelser mod et land eller de øverste statsmyndigheder. I Danmark kan landsforræderi fx være handlinger, der har til formål at bringe den danske stat helt eller delvist under fremmed herredømme eller at løsrive en del af staten ved hjælp af udenlandsk bistand eller ved magtanvendelse eller trussel om magtanvendelse. Omfattende sabotage, produktionsstandsning eller trafikstandsning med samme formål straffes ligeledes som landsforræderi efter Straffelovens § 98. Ordet landsforræderi benyttes ikke i loven.

Det videre begreb landsskadelig virksomhed, som oprindelig blev benyttet i Straffelovstillægget af 1945 (se Forræderiloven og retsopgøret i Danmark), dækker desuden over anstiftelse af krig eller besættelse, bistand til fjenden ved krigstjeneste, angiveri, propaganda, værnemageri, spionage samt anden bistand til fremmed efterretningsvæsen.

Reglerne om såvel landsforræderi som landsskadelig virksomhed står i Straffelovens kapitel 12, som blev omarbejdet og udvidet i 1952 under indtryk af Besættelsen 1940-45. Visse af straffebestemmelserne beskytter tillige danske forbundsfæller; straffen kan blive livsvarigt fængsel.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Garde: landsforræderi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=114324