Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

fredskrænkelse

Oprindelig forfatter Greve Seneste forfatter Redaktionen

fredskrænkelse, forbrydelser, der krænker privatlivets fred, især opregnet i Straffeloven kap. 27. De vigtigste fredskrænkelser er:

Husfredskrænkelse, § 264, der omfatter at skaffe sig adgang til andres huse og at nægte at forlade andres marker og åbne områder, når det kræves af ejeren. Straffen er strengere, hvis krænkelsen er et led i erhvervsspionage.

Meddelelseshemmeligheden beskyttes af § 263, som dækker åbning eller læsning af andres breve, telefonaflytning, hemmelig rumaflytning vha. apparatur samt indtrængen i it-systemer, såkaldt hacking.

Annonce

Fotografering og beluring med kikkert af personer, som befinder sig på ikke frit tilgængelige steder, omfattes af § 264a. Hvis beluring sker af seksuelle grunde, kan der straffes for blufærdighedskrænkelse, selvom der ikke bruges kikkert.

§ 264d beskytter mod videregivelse af informationer af privat karakter, fx vedrørende familieforhold, selvmord og økonomi.

Offentlig fremsættelse af racistiske og sexistiske m.m. udtalelser kan straffes efter § 266b.

Trusler om drab m.m. straffes efter § 266. Hvis der foregår andre former for forfølgelse, fx af en tidligere ægtefælle, men krænkelserne ikke umiddelbart er så grove, at der kan straffes for vold, trusler e.l., kan politiet pålægge den forulempende part at standse forfølgelsen ved at give ham eller hende en advarsel, et såkaldt polititilhold. Hvis den pågældende alligevel fremturer, kan der straffes for overtrædelse af polititilholdet efter § 265.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Vagn Greve: fredskrænkelse i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=79772