Fødsel i dølgsmål, fødsel uden professionel bistand, men ikke nødvendigvis skjult for alle. Døde et barn født i dølgsmål, var der tidligere ifølge loven en formodning om, at der forelå et forsætligt drab; straffen var indtil 1866 den samme som for barnedrab. Efter den nugældende Straffelov § 251 kan en kvinde, der ved sin barnefødsel på uforsvarlig måde udsætter barnet for fare, straffes med fængsel i op til et år. Der findes kun få sager, og de er som regel endt med opgivelse af påtale eller betinget dom. Se også børneudsættelser.