Afbetalingssvig, ved kreditkøb kan sælgeren forbeholde sig ejendomsretten til den solgte genstand, indtil købesummen er betalt. Køberens salg af genstanden inden dette tidspunkt kaldes afbetalingssvig. Forholdet, som var omfattet af definitionen på underslæb i Straffelovens § 278, blev afkriminaliseret ved lovændring i 1973. Ofte vil salget dog kunne straffes som bedrageri over for den nye køber, der skal respektere det oprindelige ejendomsforbehold.