• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

tilregnelighed

Oprindelige forfattere HHVag og JoernV Seneste forfatter Redaktionen

tilregnelighed, i strafferetten det mindstemål af psykisk modenhed og normalitet, som er en af betingelserne for at anvende straf. Handlinger foretaget af børn under 15 år og af personer, der på gerningstidspunktet var utilregnelige, fx sindssyge eller mentalt retarderede, straffes ikke, jf. Straffeloven §§ 15 og 16. Utilregnelighed er et juridisk begreb, ikke et lægeligt, og det kan derfor i sjældne tilfælde forekomme, at retten finder en lovovertræder tilregnelig, selvom han af den psykiatriske sagkundskab er fundet psykotisk. Ved den retlige bedømmelse er det muligt at tage hensyn til graden af gerningsmandens evne til at forstå omgivelserne og til at klare sig i dagligdagen. Der idømmes næsten altid særforanstaltninger, når gerningsmanden var utilregnelig på gerningstidspunktet. Der gælder særlige regler for mentalt retarderede i lettere grad og for personer, som pga. indtagelse af rusmidler forbigående befandt sig i en sindssygelig tilstand.

Erstatningsret

I erstatningsretten betegner tilregnelighed de mentale egenskaber, som en person skal have for at kunne blive pålagt erstatningsansvar. Sindssyge og psykisk afvigende personer er som udgangspunkt erstatningspligtige efter samme regler som raske personer, dvs. efter culpareglen (se culpa), men deres erstatningspligt kan nedsættes eller bortfalde, hvis det findes rimeligt under hensyn til personens sindstilstand, handlingens beskaffenhed eller omstændighederne i øvrigt. Hvis en skade er forvoldt ved forbigående misbrug af beruselsesmidler, er lempelse af erstatningsansvaret udelukket. Se også erstatningsansvar.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans Henrik Vagner, Jørn Vestergaard: tilregnelighed i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=172188