Nødret er et juridisk udtryk for talemåden "nød bryder alle love". Udsagnet gælder imidlertid kun under visse betingelser. En handling, der ellers ville være en strafbar lovovertrædelse, straffes ifølge Straffelovens § 14 ikke, hvis den var nødvendig for at afværge truende skade på mennesker eller andre værdier. Det er ikke afgørende, hvordan nødsituationen er opstået.

Nødretshandlingen er ikke straffri, hvis det truede gode kunne være reddet med lovlige midler. Handlingen kan foretages af den person, hvis værdier er truet, eller af andre, og den kan være rettet mod en tredje persons værdier. For at være straffri skal handlingen endvidere være af væsentlig mindre betydning end den skade, der ville være sket uden indgriben.

Visse værdier af ikke-økonomisk art kan aldrig ofres i en nødsituation. Det er fx ikke tilladt at dræbe et menneske for at redde et eller flere menneskeliv.

I erstatningsretten gælder, at den part, som nødretten udøves til fordel for, skal erstatte de skader, som er sket ved nødretshandlingen; ansvarsgrundlaget er objektivt ansvar.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig