Kollektiv enheds strafansvar, bødeansvar for en juridisk person, fx et aktieselskab, en forening eller en selvejende institution. Også statslige myndigheder og kommuner kan i visse tilfælde idømmes bøde. Mange lovovertrædelser kan begås inden for en juridisk persons rammer, og selvom overtrædelserne begås af enkeltpersoner, fx en virksomheds ansatte, vil de som oftest være begået i forbindelse med virksomhedens drift, og en eventuel gevinst ved lovovertrædelsen tilfalde virksomheden. Det er som regel ledelsen og ikke den enkelte medarbejder, der har de bedste muligheder for at tilrettelægge driften i virksomheden på en sådan måde, at lovovertrædelser undgås, og i øvrigt kan bøden sættes højere, når den rettes mod virksomheden som sådan. Af præventive grunde har det derfor længe været muligt på forskellige lovgivningsområder at rette et strafansvar i form af bøde direkte mod juridiske personer. I 1996 blev der indsat almindelige regler i Straffeloven kap. 5 om bødeansvar for juridiske personer og større enkeltmandsvirksomheder. Siden 2002 har der ifølge Straffeloven § 306 været adgang til at straffe juridiske personer med bøde for enhver overtrædelse af Straffeloven. Der fastsættes ingen forvandlingsstraf for bøder, der idømmes juridiske personer. Det er ikke udelukket tillige at rette et personligt strafansvar mod en ansvarlig enkeltperson i en virksomhed for lovovertrædelser, der er begået i virksomhedens drift.