forsæt

Forsæt, normalt en betingelse for ansvar efter Straffeloven; der er dog vigtige undtagelser som fx uagtsomt drab. Forsæt foreligger hos den, der handler med viden og vilje, eller som anser det for overvejende sandsynligt, at de til forbrydelsen hørende elementer er til stede eller — for så vidt angår forbrydelsens følger — vil indtræde. Direkte forsæt, "handlen med viden og vilje", omfatter dels hensigt til at bevirke en følges indtræden, fx affyring af skud for at dræbe, selvom sandsynligheden for at ramme er lille, dels viden om strafbare momenter ved handlingen, fx at en købt ting er stjålet af sælgeren. Dansk og norsk ret statuerer også forsæt, når den handlende blot anser følgen m.m. som overvejende, dvs. mere end 50% sandsynlig. Sælgeren af værdiløse mineaktier kan således dømmes for bedrageri også uden sikker viden om, at minen er tom.

Hvis den handlende kun anser følgen m.m. for mindre sandsynlig, kan forsæt alligevel antages under visse yderligere forudsætninger, såkaldt dolus eventualis. Her tales om hypotetisk forsæt, når den, der anser noget for blot muligt, dvs. mindre end 50% sandsynligt, antages at ville have handlet på samme måde i tilfælde af vished. Positiv indvilligelse er også en form for dolus eventualis. Her anser gerningsmanden en følge for mindre sandsynlig, men tager den med i købet frem for at opgive gerningen, fx en hæler, der med vilje undlader at spørge sælgeren, hvorfra han har tingen. Grænsen mellem dolus eventualis og bevidst uagtsomhed kan være hårfin.

Forsæt skal dække alle elementer i en forbrydelse, hvilket i praksis kan skabe bevismæssige vanskeligheder, fx i sager om voldtægt, hvor gerningsmandens forsæt skal omfatte kvindens opfattelse af tvangen.

Forsæt er ikke i dansk ret en betingelse for at ifalde erstatningsansvar. At skadevolderen har udvist uagtsomhed, dvs. tilsidesat den agtpågivenhed, som kræves på det pågældende område, er som hovedregel tilstrækkeligt til at pålægge erstatningsansvar, se culpa.