Administrativ straf, begreb, der ikke optræder i dansk lovgivning og ikke har nogen direkte retlig betydning. Begrebet, der kendes fra udenlandsk ret, anvendes i Danmark i flere forskellige betydninger inden for den juridiske teori. Ved administrativ straf i snæver forstand forstås straf, der pålægges af administrationen i modsætning til af domstolene; dette forekommer ikke i Danmark. Visse dele af administrationen har dog hjemmel til at forelægge eller pålægge borgerne bøder, hvis de almindelige strafferetlige betingelser er opfyldt.

I bredere forstand kan begrebet omfatte straflignende reaktioner fra offentlige myndigheder, fx pålæggelse af parkeringsafgifter. Endelig anvendes begrebet til at angive, at der i konkrete straffesager om overtrædelse af særlovgivningen kan være en tendens til at varetage administrative hensyn — fx hensynet til en smidig og hurtig sagsbehandling — der i den traditionelle strafferet ellers ikke tillægges megen vægt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig