Nürnbergprocessen. 8 af de i alt 21 ledende nazister, der blev anklaget for krigsforbrydelser i retssalen i Nürnberg. 1. række fra venstre: Hermann Göring, Rudolf Hess, Joachim von Ribbentrop, Wilhelm Keitel. 2. række fra venstre: Karl Dönitz, Erich Raeder, Baldur von Schirach og Fritz Sauckel.

.

Nürnbergprocessen var retsforfølgningen af de større tyske krigsforbrydere, der fandt sted efter 2. Verdenskrig ved en international straffedomstol i Nürnberg i Tyskland. Domstolen blev oprettet 8. august 1945 ved en særlig overenskomst mellem Frankrig, Sovjetunionen, Storbritannien og USA.

Faktaboks

Også kendt som

Den officielle betegnelse var Den Internationale Militærdomstol

Domstolen, der bestod af fire dommere, fik myndighed til at retsforfølge og straffe personer, der havde begået forbrydelser mod freden, dvs. angrebskrig eller krig i strid med internationale traktater, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden. 18. oktober 1945 forelå anklageskriftet, og 20. november indledtes straffeprocessen, der blev ført på fire sprog: engelsk, fransk, russisk og tysk. Proceduren afsluttedes 31. august 1946.

Dommen, som blev afsagt over to dage, 30. september-1. oktober 1946, resulterede i dødsdomme ved hængning til de tiltalte Hermann Göring (som begik selvmord inden eksekveringen), Joachim von Ribbentrop, Wilhelm Keitel, Ernst Kaltenbrunner, Alfred Rosenberg, Hans Frank, Wilhelm Frick, Julius Streicher, Fritz Sauckel, Alfred Jodl, Arthur Seyss-Inquart og Martin Bormann (in absentia). De tiltalte Rudolf Hess, Walther Funk og Erich Raeder blev idømt fængsel for livstid, mens Baldur von Schirach og Albert Speer hver fik 20 års fængsel; Konstantin Freiherr von Neurath blev idømt 15 års fængsel, og Karl Dönitz 10 års fængsel. Hjalmar Schacht, Franz von Papen og Hans Fritzsche (1900-1953) blev frikendt.

En lignende straffeproces blev ført i Tokyo mod de større japanske krigsforbrydere.

Nürnberg- og Tokyoprocesserne levede til fulde op til de retssikkerhedsgarantier mht. forsvar, vidneførsel, bevisbedømmelse m.m., som må iagttages ved enhver straffeproces.

Dommenes betydning som advarsel og rettesnor for fremtiden har imidlertid ikke kunnet slå igennem i den kolde krigs periode, hvor stormagternes uenighed har været til hinder for etablering af internationale domstole til retsforfølgning af aggression, krigsforbrydelser, folkedrab og andre forbrydelser mod menneskeheden.

Først efter de socialistiske staters sammenbrud er der på ny banet vej for en sådan international strafforfølgning, fx straffedomstolen for det tidligere Jugoslavien (1993) og for Rwanda (1994).

Ved den såkaldte Rom-statut, vedtaget på en FN-konference i Rom 17. juli 1998, blev Den Internationale Straffedomstol etableret.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig