Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

kollats

Oprindelig forfatter JSten Seneste forfatter Redaktionen

/@api/deki/files/15337/=ud_a_26179.mp3?revision=2

kollats, (af lat. collatio 'sammenføring'), det brev, hvormed biskoppen overdrager en dertil kaldet person et folkekirkeligt præsteembede. Brevet er den formelle betingelse for at kunne tiltræde et embede som præst i biskoppens stift, og den skal derfor meddeles på ny ved flytning til et andet stift (dette i modsætning til ordinationen, som kun meddeles ved første ansættelse som præst).

Kollatsinstitutionens historie rækker i Danmark tilbage til Reformationen (se Kirkeordinansen), men blev endeligt fastlagt i Danske Lov 1683, hvorefter kollats betegner biskoppens "forseglede brev" til provstens oplæsning ved den kaldede præsts indsættelse i embedet. Det lyder på, at den pågældende er rettelig kaldet (se kaldsret), overhørt og ordineret og nu skal være menighedens præst til ordets forkyndelse og sakramenternes forvaltning, hvorfor brevet anbefaler den nye præst til menighedens modtagelse.

Indtil 1933 (Skoletilsynsloven) var biskoppens kollats tillige ansættelsesvilkår for lærere, idet biskoppen førte det overordnede skoletilsyn.

Annonce

Det har været diskuteret, om biskoppen kan trække en allerede meddelt kollats tilbage og derved fjerne forudsætningen for fortsat ansættelse. En sådan ret kolliderer med den retssikkerhed, som tjenestemandslovgivningen sikrer folkekirkens præster gennem reglerne for tjenstlig undersøgelse og rettergang. Problemet er i nyeste tid blevet løst dels gennem biskoppens suspensionsret, dels gennem hans ret til at foranledige læresag rejst ved præsteretten (lov af 1992).

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Stenbæk: kollats i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=108152