Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

kirkeret

Oprindelig forfatter JSten Seneste forfatter Redaktionen

kirkeret, (lat. jus ecclesiasticum), den retlige ordning af kristne kirkers og trossamfunds indre og ydre forhold. Siden 1800-t. beskrives dansk kirkeret som en systematiseret retsvidenskabelig fremstilling af de retsregler, der gælder for folkekirken og andre trossamfund inden for den danske stat.

Det Nye Testamente indeholder tilløb til kirkelige retsordninger, fx vedrørende kirkelige embeder (ældsteembedet og bispeembedet), ordning af gudstjenesten (prædiken, dåb og nadver) og kirketugt. Tidligt udvikledes en forestilling om, at kirkens læreembede og retlige myndighed af Kristus selv via apostlene er overdraget til kirkens biskopper og videreført gennem ordinationen. Hertil kom i den vestlige kirke opfattelsen af Roms biskop som apostlen Peters efterfølger og dermed kirkens retlige overhoved (pave). Gennem samling og ordning af de kirkelige retsregler udvikledes efterhånden en sammenhængende kirkeret for den vestlige kirke som helhed (se kanonisk ret). Sideløbende hermed og i takt med kristendommens udbredelse fremkom tillige en særlig national kirkeret (foruden lokale, rent kirkelige beslutninger) ved mere eller mindre fredelig overenskomst mellem kirken, repræsenteret af biskopper og klostre, og lokale og nationale magthavere; i Danmark kendes sådanne overenskomster fra de skånske og sjællandske kirkelove fra 1100-t.

Efter reformationerne i 1500-t. fastsattes de protestantiske kirkers kirkeret uafhængigt af kanonisk ret i særlige kirkeordninger, såvel lutherske som reformerte og anglikanske.

Annonce

Danmark

I Danmark gennemførte konge og rigsråd i 1537 en reformatorisk ordning af kirkeretten gennem Kirkeordinansen, og i de efterfølgende århundreder skabtes en dansk kirkeret af konge og rigsråd med biskopper og teologisk lærde som rådgivere. Med enevældens indførelse (1660/61) overgik kirkestyret, dvs. både lovgivning og administration, til kongen alene; i 1683 blev de dengang gældende kirkeretlige regler, herunder en lang række af Kirkeordinansens bestemmelser, samlet i Danske Lovs anden bog, som derefter udgjorde grundlaget for dansk kirkeret. Som hovedprincip gjaldt statskirkelighedens læremæssige uniformitet, men ved særlovgivning lempedes efterhånden forholdene for katolikker, reformerte og jøder.

Siden Grundloven 1849 (§ 66 og 69) skabes dansk kirkeret gennem statslig lovgivning og forvaltning af konge (kultus/kirkeminister) og Rigsdag/Folketing i forening, men stadig gælder en del ældre bestemmelser, bl.a. fra Danske Lov.

Folkekirkens indre anliggender, fx autorisation af bibeloversættelse, gudstjenesteordning, ritualer og salmebøger, reguleres ved kgl. resolution efter indstilling fra Kirkeministeriet, der forud har rådført sig med biskopper og anden teologisk og kirkelig sagkundskab. Se også kirkeforfatning.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Stenbæk: kirkeret i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=106572