En kirkeforfatning er en samlet reguleret kirkeordning. I Danmark har folkekirken aldrig fået en kirkeforfatning, som er uafhængig af staten. Siden Grundloven i 1849 i sin § 80 fastslog, at "folkekirkens forfatning ordnes ved lov", har spørgsmålet gentagne gange været til behandling i kommissioner og udvalg.

Historisk

Mens den grundlovsgivende forsamling arbejdede med en ny grundlov, foreslog D.G. Monrad, at der samtidig skulle indkaldes til en grundlovsgivende forsamling på det kirkelige område. Kirken skulle have sin egen forfatning og sin egen ledelse, nu hvor statskirken med den nye grundlov blev nedlagt.

En sådan forsamling blev imidlertid ikke indkaldt. I stedet oprettedes folkekirken med grundloven af 1849 som en evangelisk-luthersk kirke, og i grundloven blev der samtidig indført en bestemmelse om, at folkekirkens forhold skulle ordnes ved lov. Den dengang betegnede §80 blev siden kendt som løfteparagraffen.

Kirkekommissionerne i 1853 og 1868

De første forsøg på en opfyldelse af løfteparagraffen blev forsøgt af skiftende regeringer i både 1853 og 1868, hvor der blev oprettet kommissioner med det formål at komme med et forslag til en kirkelig ordning og forfatning. Begge gange strandede enigheden om et forfatningsforslag bl.a. på kompetenceforholdene mellem en repræsentativt sammensat synodalstruktur med gejstlig og verdslig repræsentation og en biskoppeligt ledet kirkeordning med et kirkeråd som øverste organ. Desuden var mange rigsdagsmedlemmer uvillige til at afgive lovgivningskompetence på det kirkelige område.

I stedet blev der i perioden mellem 1849 og 1881 indført forskellige kirkelige love, herunder lov om sognebåndsløsere i 1855 og lov om valgmenigheder i 1868.

Det Kirkelige Råd

I 1883 oprettede kultusminister Jakob Scavenius ved kgl. resolution et rådgivende kirkeligt råd. Rådet blev oprettet dels som et resultat af manglende ordninger på området og dels som et resultat af forøgede spændinger i det kirkelige landskab. Kirkerådet bestod af landets biskopper samt en teologisk og juridisk professor. Rådet samledes én gang om året i 14 dage, for at arbejde med kirkepolitiske spørgsmål. Rådet skulle høres i alle indre kirkelige anliggender, og det kunne udtale sig i fælles anliggender og i ydre kirkelige anliggender. Rådet kunne selv tage sager op bl.a. på opfordring fra det kirkelige landskab.

I løbet af den tid, Det Kirkelige Råd eksisterede, gennemførte det bl.a. en indførelse af pension til præsteenker, forestod udgivelsen af ny salmebog, udførte en revision af flere kirkelige ritualer samt af undervisning og konfirmationsundervisning og iværksatte en drøftelse af nye prædikentekster. En central drøftelse var spørgsmålet om udvidelse af Det Kirkelige Råd, herunder om rådet skulle udvides med repræsentation af lægemedlemmer eller andre gejstlige og om, hvorvidt der skulle være paritet mellem læge og gejstlige medlemmer.

Det kirkelige udvalg

Det Kirkelige Råd blev opløst og nedlagt i 1901 i af Kultusminister J. C. Christensen, dels for at bane vejen for de nye menighedsråd, som J. C. Christensen mente skulle indføres før et kirkeråd indførtes, dels af principelle grunde, da man i partiet Venstre var modstandere af alt, hvad der var indført under skiftende konservative regeringer før systemskiftet i 1901.

I stedet nedsattes derfor et lovfæstet kirkeligt udvalg (1904 – 1907), som til forskel fra Det Kirkelige Råd var repræsentativt sammensat, idet kultusministeren, biskopperne, universitetet samt præster og menighedsråd hver for sig udpegede medlemmer til udvalget, og som man forestillede sig, skulle arbejdet i udvalget danne grundlag for en kommende folkekirkelig kirkeforfatning.

Da man endelig skulle forholde sig til forfatningsspørgsmålet, kunne der stadig ikke opnås enighed. Udvalget kom med mange forslag, og disse blev en vigtig til af J.C. Christensens kirkepolitiske dagsorden i tiden frem til 1922, hvor der blev gennemført en stor pakke af kirkelige love. I perioden fra 1903 til 1922 blev loven om menighedsråd bl.a. fast implementeret.

Udvalget af 1928

Med nedsættelsen af udvalget i 1928 skulle der gøres et sidste forsøg på at gennemføre løfteparagraffen. Udvalget fik meget vidtgående drøftelsesrammer og skulle bl.a. forholde sig til, hvorvidt det kunne være formålstjenesteligt at adskille kirke og stat. Udvalget kunne ikke selv tage sager op, men blev brugt af kirkeministre i tidens løb som rådgivende organ. I 1940, 12 år efter udvalgets oprettelse kom det med en betænkning, men selvom der var et flertal for at oprette et kirkeråd, sådan som tidligere kommissioner havde foreslået, blev dette ikke en realitet.

Nyere forsøg

Af nyere forsøg forsøgte man med strukturkommission (1964-1971) på ny et arbejde med folkekirkens strukturforhold, men denne gang var folkekirkens forfatningsforhold ikke medtaget i kommissoriet. I stedet blev bl.a. spørgsmål som præstemangel drøftet.

I 2005 blev stiftsrådene indført som nye organer i stifterne med repræsentation af læge og gejstlige medlemmer.

I 2011 blev der af Regeringen Helle Thorning-Schmidt nedsat et nyt udvalg: udvalget om en mere sammenhængende og moderne styringsstruktur for folkekirken. Dette udvalg fremlagde i 2014 en betænkning (Betænkning 1544), hvor et flertal af udvalgets medlemmer foreslog et fællesudvalg for folkekirken, hvis primære funktion skulle være at tage sig af folkekirkens økonomi og folkekirkens indre anliggender. Forslaget blev imidlertid ikke vedtaget.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig