Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

solidarisk hæftelse

Oprindelig forfatter MBrA Seneste forfatter Redaktionen

solidarisk hæftelse, juridisk betegnelse for, at flere debitorer i samme skyldforhold hæfter "en for alle og alle for en", således at kreditor kan henvende sig til hver enkelt skyldner med sit fulde krav, indtil det er betalt. Det er i dansk ret hovedreglen, at flere skyldnere, der hæfter for samme gæld, hæfter solidarisk. Solidarisk hæftelse kan opstå i kontraktforhold, fx ved et gældsbrev, der er underskrevet af flere skyldnere, eller uden for kontraktforhold, fx når flere skadevoldere er erstatningsansvarlige for én skadegørende handling. Hvilken af de solidariske skyldnere der i den endelige indbyrdes opgørelse mellem skyldnerne skal betale, beror på de regler, der gælder for det enkelte retsforhold. Den skyldner, der har måttet opfylde en større del af gælden til kreditor, end han efter den endelige opgørelse skal bære, kan gøre regres for forskelsbeløbet over for de andre skyldnere. Er gælden et erstatningskrav, skal der efter Erstatningsansvarsloven § 25 ske en indbyrdes fordeling af erstatningsbyrden, efter hvad der under hensyn til ansvarets beskaffenhed og omstændighederne i øvrigt må anses for rimeligt.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Mads Bryde Andersen: solidarisk hæftelse i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=162091