Spolieklage, latin actio spolii, retsmiddel ved tab af ejendomsbesiddelse, der i middelalderen udvikledes i kanonisk ret til dels under påvirkning af romerretten. Oprindelig gjordes spolieklagen gældende af biskopper, der efter at være fordrevet fra deres stifter eller residenser kunne fremsætte en særlig indsigelse (actio spolii) med henblik på at blive genindsat i deres besiddelser. I 1100-1200-t. blev adgangen til at anvende spolieklagen udvidet til at omfatte andre gejstlige og tillige lægfolk, uanset hvorledes besiddelsen af en ejendom var gået tabt. Spolieklagen vedrørte retten til besiddelse af ejendom, men ikke spørgsmålet om selve ejendomsretten.