Faktaboks

Peder Hansen Resen
Født
17. juni 1625, København
Død
1. juni 1688, København
Peder Hansen Resen

Peder Hansen Resen. Illustration fra J.P. Traps Billeder af berømte danske Mænd og Kvinder der have levet i Tidsrummet fra Reformationens Indførelse indtil Kong Frederik VIIs død (1868).

Peder Hansen Resen var en dansk jurist og historiker, hvis navn især er knyttet til Danmarksbeskrivelsen i Resens Atlas (Atlas Danicus).

I 1645 tog han teologisk embedseksamen, og i 1647 indledte han en seksårig udenlandsrejse, der bl.a. førte ham til Italien, hvor han ved universitetet i Padova blev dr.jur. I 1657 blev han professor i etik ved Københavns Universitet, i 1658 tillige ekstraordinær og i 1662 ordinær juridisk professor. Han blev i 1664 udnævnt til borgmester i København, i 1669 til højesteretsassessor og i 1672 til præsident i København. Blandt hans øvrige hverv var medlemskabet af den tredje revisionskommission (1680-81, se Christian 5.s Danske Lov).

Som professor forelæste Resen i romerret og som en af de første tillige i dansk ret. Han interesserede sig meget for ældre dansk ret og for historie i almindelighed; ud over Atlas Danicus udgav han en række ældre retskilder og stod bl.a. for udgivelsen af Snorres Edda og Hávamál.

Peder Hansen Resen var barnebarn af Hans Poulsen Resen.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig