Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Peder Hansen Resen

Oprindelig forfatter JUJ Seneste forfatter Mads L.

Peder Hansen Resen, 17.6.1625-1.6.1688, dansk jurist og historiker; barnebarn af Hans Poulsen Resen. I 1645 tog han teologisk embedseksamen, og i 1647 indledte han en seksårig udenlandsrejse, der bl.a. førte ham til Italien, hvor han ved universitetet i Padova blev dr.jur.

I 1657 blev han professor i etik ved Københavns Universitet, i 1658 tillige ekstraordinær og i 1662 ordinær juridisk professor. Han blev i 1664 udnævnt til borgmester i København, i 1669 til højesteretsassessor og i 1672 til præsident i København. Blandt hans øvrige hverv var medlemskabet af den tredje revisionskommission (1680-81, se Christian 5.s Danske Lov). Som professor forelæste Resen i romerret og som en af de første tillige i dansk ret. Han interesserede sig meget for ældre dansk ret og for historie i almindelighed; han udgav en række ældre retskilder og stod bl.a. for udgivelsen af Snorres Edda (se eddadigtning) og Hávamál, men hans navn er især knyttet til Danmarksbeskrivelsen i Atlas Danicus, se Resens Atlas.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jens Ulf Jørgensen: Peder Hansen Resen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=150543