Alf Ross

Alf Ross var en dansk jurist og retsfilosof. Alf Ross blev cand.jur. i 1922 og foretog fra 1923 til 1926 en studierejse i Europa, der bl.a. bragte ham i kontakt med retsfilosoffen Hans Kelsen i Wien. Hans Kelsens bestræbelse på at gennemføre dels en adskillelse af ret og politik, dels en retsforståelse, der hverken var sociologisk magtbestemt eller naturretlig idealistisk, blev en varig inspiration for Alf Ross' virksomhed.

Alf Ross udarbejdede i 1920'erne Theorie der Rechtsquellen: Ein Beitrag zur Theorie des positiven Rechts auf Grundlage dogmenhistorischer Untersuchungen, der blev forkastet som juridisk disputats i København og derefter udkom som filosofisk disputats ved universitetet i Uppsala (1929). Her var Alf Ross kommet i forbindelse med den svenske filosof Axel Hägerström, der stod for en antimetafysisk, positivistisk filosofi af grundlæggende betydning for Uppsalafilosofien.

I Kritik der sogenannten praktischen Erkenntnis (1933) afviste Alf Ross muligheden for en objektiv erkendelse af det moralsk rigtige, og han fastholdt denne moralske antirealisme (nonkognitivisme).

Med Virkelighed og Gyldighed i Retslæren: En Kritik af den teoretiske Retsvidenskabs Grundbegreber (1934) blev Alf Ross omsider anerkendt som juridisk doktor i København, hvor han fra 1938 til 1969 var professor i retsvidenskab, først i folkeret, siden i retslære og i statsforfatningsret.

Retsfilosofisk orienterede Alf Ross sig mod logisk empirisme, og dette var særlig udpræget i den teori om gældende ret, som fremlagdes i Om ret og retfærdighed: En indførelse i den analytiske retsfilosofi (1953), hvorefter udsagn i den juridiske litteratur om, hvad der er gældende ret, skal forstås som udsagn om, hvilke præmisser en dommer i fremtidige sager vil basere sin afgørelse på, undertiden betegnet prognoseteorien. Retsvidenskaben var dermed gjort til en erfaringsvidenskab, der kunne leve op til de krav, som stilledes af den logiske empirisme. Han kunne dermed give en videnskabelig ramme for sin tilslutning til retspositivismen, hvorefter en social ordens karakter af retsorden ikke er afhængig af en moralsk godkendelse, men alene følger af dens sociale effektivitet.

Inden for folkeretten publicerede Alf Ross dels en lærebog, dels flere arbejder om bl.a. FN. Om statsforfatningsretten udarbejdede han en lærebog, Dansk statsforfatningsret, 1-2 (1959-1960), der bevarede sin betydning længe efter hans død. Grundsynspunktet var, at Folketinget er det almægtige retsskabende organ.

Som en optakt til politisk ret kan man se bogen Hvorfor demokrati? (1946), der belyser demokratiet som ramme for etableringen af en socialstat. I slutningen af 1960'erne begyndte Alf Ross på en række strafferetlige arbejder, og kort før sin død færdiggjorde han nogle studier om sygdomsbegrebet.

Alf Ross skrev klart og systematisk, undertiden polemisk, og han var en energisk og markant debattør. Hans lærebøger var tilgængelige for de studerende, brugbare for praktikere og lærerige for forskere. Mange arbejder er oversat eller publiceret internationalt, og Alf Ross opnåede megen international anerkendelse. Hans betydning mindskes ikke af, at han hyppigt er blevet kritiseret, især for en "naturvidenskabelig" opfattelse af retten og en forenklet opfattelse af sproget.