Lex fori, (lat. 'domstolens lov'), domslandets lov, dvs. loven i det land, hvori den domstol eller voldgiftsret sidder, der afgør en international retstvist, eller hvori den administrative myndighed virker, som behandler en international sag, fx et dansk amt, der bevilger en skilsmisse mellem en udlænding og en dansker. En international retstvist afgøres altid efter domslandets lovvalgsregler, dvs. regler, der anviser, hvilket lands materielle ret der skal finde anvendelse på en given tvist, se international privatret. Afgøres en sag ved voldgift i stedet for ved de almindelige domstole, indrømmes dog større frihed. Således kan en voldgiftsret med sæde i Danmark anvende andre lovvalgsregler end de danske.