Kvalifikation, inden for international privatret den fremgangsmåde, der benyttes til bestemmelse af lovvalgsreglerne i en bestemt sag. Lovvalgsreglerne afgør, efter hvilket lands lovgivning en konkret sag, der har tilknytning til mere end et land, skal bedømmes. Kvalifikationen går ud på at bestemme, til hvilken lovvalgsregel omstændighederne i den bestemte sag kan henføres, dvs. om omstændighederne er af fx kontraktlig eller erstatningsretlig karakter. Efter at lovvalget er foretaget, er det endvidere nødvendigt at afgøre, hvilke retsregler i det fremmede retssystem der skal finde anvendelse; det kaldes ofte for sekundær kvalifikation.