I international privatret er lovvalgsreglerne ofte forskellige fra land til land. Nogle jurister har ment, at lovvalgsreglerne burde udformes under hensyntagen til et lands særlige behov, og at ethvert land derfor måtte have sin særegne internationale privatret. Denne partikularisme kan imidlertid føre til forum shopping, dvs. anlæggelse af retssag i det land, hvor vilkårene vil være de gunstigste for sagsøgeren, uanset om det efter forholdene ville være rimeligt og fornuftigt at anlægge sagen der.

I dag (2006) synes der i mange lande at være enighed om, at et af den internationale privatrets vigtigste formål er at opnå enhedsbedømmelse, dvs. at et retsforhold bliver bedømt efter et og samme lands retsregler, uanset i hvilket land en sag anlægges. Det forudsætter, at landene har de samme lovvalgsregler, såkaldt universalisme. I dansk og fransk international privatret har man da også ens lovvalgsregler om kontraktforhold, der følger EU's Romkonvention. Da kontrakten i det indledende eksempel må siges at have sin nærmeste tilknytning til Frankrig, vil både en dansk og en fransk domstol anvende fransk ret til bedømmelse af, hvornår køberen kan hæve købet.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig