Folkeret er det retssystem, som regulerer forholdet mellem stater i modsætning til national ret, der regulerer forholdet for borgerne i den enkelte stat.

Folkerettens grundlæggende krav til staternes indbyrdes optræden udtrykkes i begrebet territorialhøjhed, hvorefter stater kun er kompetente til at udfolde deres magtapparat, dvs. den lovgivende, dømmende og især udøvende magt i form af politi og militær, inden for deres eget territorium.

Magtanvendelse over for andre stater er forbudt, medmindre det sker i selvforsvar eller efter bemyndigelse fra FN's Sikkerhedsråd. Selv inden for sit territorium er en stat dog efter folkeretten underlagt visse begrænsninger i sin magtudfoldelse; fx nyder fremmede landes diplomater og statsskibe eksterritorialitet, og fremmede skibe har ret til uskadelig passage gennem søterritoriet.

De grundlæggende folkeretlige regler bygger på sædvaneret, som den har udkrystalliseret sig i staternes praksis gennem århundreder. Hertil kommer aftaler, normalt kaldet traktater, der er indgået direkte mellem to eller flere stater, samt den praksis, der har udviklet sig i internationale domstole og voldgiftsretter, især Den Internationale Domstol i Haag (International Court of Justice, ICJ).

Trediveårskrigens afslutning i 1648 og Den Westfalske Fred samme år anføres ofte som begyndelsen til en blomstringstid for udvikling af nationalstater og dermed af folkeretten. Som folkerettens fader nævnes hollænderen Hugo Grotius, der øvede væsentlig indflydelse på folkerettens udvikling især gennem sin understregning af den positive folkerets betydning, som den kom til udtryk gennem de traktater, staterne afsluttede med hinanden.

I nutidens folkeret er det også i første række de mange traktater mellem to eller flere stater, der regulerer staternes indbyrdes forhold. Generelt gælder, at der siden oprettelsen af FN i 1945 er gennemført en retlig regulering af staternes samarbejde på de mest centrale områder: diplomatretten, konsulære forhold, traktatretten, nedrustning, havretten, miljøspørgsmål, international terrorisme og krigens folkeret.

Som et område af særlig interesse for den enkelte borger kan desuden nævnes de mange traktater på menneskerettighedsområdet, der er indgået efter 2. Verdenskrig, og som pålægger staterne at behandle enhver person på sit territorium, dvs. både egne og fremmede statsborgere og statsløse, i overensstemmelse med visse humanitære standarder, se menneskerettigheder.

Den grundlæggende struktur i det internationale samfund er fortsat decentral, dvs. karakteriseret ved, at de statslige magtapparater eksisterer side om side og skinsygt vogter over deres egen suverænitet og derfor ingen indblanding tåler udefra.

I sidste halvdel af 1800-t. startede imidlertid en udvikling hen imod en vis centralisering gennem oprettelse af administrative unioner, hvis opgave det var og fortsat er at bringe staternes samarbejde på specielle områder ind i faste organisatoriske rammer. Eksempelvis kan nævnes Den Internationale Telegrafunion (1865), Verdenspostunionen (1874) og Unionen for Godstransport på Jernbaner, CIM, (1890).

Folkeforbundet

Rent politisk forblev den retlige struktur decentraliseret indtil fredsslutningen efter 1. Verdenskrig, da det såkaldte Folkeforbund blev oprettet med det formål at sikre politisk uafhængighed og territorial integritet for både store og små stater.

Folkenes Forbunds grundprincip, den kollektive sikkerhed, som blev formuleret af USA's præsident Woodrow Wilson, kunne imidlertid ikke dæmme op for de autoritære systemers fremmarch i bl.a. Tyskland, Italien og Japan.

Medvirkende hertil var, at organisationen aldrig blev universel, idet det amerikanske Senat nægtede at give samtykke til USA's medlemskab af Folkeforbundet, og Sovjetunionen først blev optaget som medlem i 1934, efter at Tyskland og Japan havde trukket sig ud.

Forenede Nationer

Centraliseringsbestræbelserne fortsatte med uformindsket styrke og optimisme efter afslutningen af 2. Verdenskrig med De Forenede Nationers pagt, som trådte i kraft den 24.10.1945. I FN-pagten ligger kimen til et internationalt samfund byggende på "the rule of law".

Pagten kan ses som det internationale samfunds grundlov med Generalforsamlingen som et debatterende parlament, med Sikkerhedsrådet, der har regeringslignende træk, og med den dømmende magt repræsenteret af Den Internationale Domstol.

Generalforsamlingens beslutninger er imidlertid ikke juridisk bindende for staterne. Det er til gengæld Sikkerhedsrådets beslutninger, men kun inden for det yderst begrænsede område, der vedrører angrebshandlinger staterne imellem samt andre trusler mod freden.

Hvad endelig Domstolen angår, er retsplejen frivillig i den forstand, at kun de stater, der udtrykkelig har accepteret Domstolens myndighed til at dømme i mellemstatslige tvister, er bundet af en afgørelse fra Haag. Kun 72 af FN's 193 medlemsstater har på forhånd accepteret denne domsmyndighed (2016).

Ophøret af den kolde krig med Berlinmurens fald i 1989 har skabt nye muligheder for at realisere FN's målsætning om fred og fremskridt. Især er Den Internationale Domstol begyndt at fungere efter hensigten, idet et stigende antal sager indbringes. Flere og flere stater synes i dag rede til at benytte retsvejen til løsning af indbyrdes uoverensstemmelser.

Også FN's Sikkerhedsråd er på vej til bedre at udfylde sin rolle som hovedansvarlig for opretholdelse af mellemfolkelig fred og sikkerhed. Den vetoret, som tilkommer Sikkerhedsrådets faste medlemmer, Frankrig, Kina, Rusland, Storbritannien og USA, har under den kolde krig blokeret for en effektiv fredshåndhævelse.

Siden 1989 er nye muligheder for opretholdelse af freden og sikkerheden i verden blevet udnyttet af Sikkerhedsrådet i det internationale samfunds fælles interesse, fx i Golfkrigen i 1990 og senere i relation til de humanitære katastrofer i Somalia og det tidligere Jugoslavien.

I 1989 proklamerede FN's Generalforsamling 1990'erne som FN-tiår til fremme af folkeretten i endnu et forsøg på ved indgangen til 2000-t. at sætte "retten over magten" i det internationale samfund.

Tiåret drog betydelig fordel af den kolde krigs ophør, der muliggjorde en retsudvikling fra ord til handling. Først og fremmest Sikkerhedsrådets bemyndigelse i 1991 af militær indgriben for at standse Iraks aggression mod Kuwait.

Siden kom Sikkerhedsrådets nedsættelse af de særlige krigsforbrydertribunaler for det tidligere Jugoslavien (1991) og Rwanda (1994) samt oprettelsen i 1998 af Den Internationale Straffedomstol, hvis statut trådte i kraft i 2002.

Desuden vedtog FN's Generalforsamling i 1993 at oprette en stilling som højkommissær for menneskerettigheder, hvad der havde været utænkeligt under den kolde krig.

I dagens folkeret er det ikke så meget regler, der mangler, men snarere den politiske vilje til at følge op på de gældende forpligtelser. FN's Sikkerhedsråd har siden afslutningen af den kolde krig i væsentlig grad levet op til sit primære ansvar for og kompetence til at gennemtvinge en standsning af brud på international fred og sikkerhed, herunder grove krænkelser af menneskerettighederne.

Dette skete først i relation til Golfkrigen i 1991, men herudover har Sikkerhedsrådet også været spydspids i tvangsoperationer i enkeltlande til forsvar for demokrati og menneskerettigheder (Haiti, Bosnien, Albanien, Somalia og Irak).

FN-pagten indeholder selv hjemmel til en sådan indgriben, idet bestemmelsen om ikke at gribe ind i indre anliggender udtrykkelig undtager tvangsforanstaltninger, når der foreligger fredsbrud eller truende udsigt hertil. En stats systematiske undertrykkelse, udrensning eller ligefrem udryddelse af dele af sin egen civilbefolkning fortolkes af Sikkerhedsrådet som en trussel mod freden i pågældende område/region.

I forbindelse med begivenhederne i Rwanda i 1994 og i Kosovo i 1999 svigtede Sikkerhedsrådet imidlertid sit ansvar, hvilket i tilfældet Rwanda førte til, at et folkedrab blev igangsat, og i tilfældet Kosovo havde den virkning, at NATO-landene greb ind uden om Sikkerhedsrådet for at afværge udrensningen af kosovo-albanerne.

NATO begrundede sin indgriben med, at når Sikkerhedsrådet ikke kan løfte sit primære ansvar, må andre forsøge at gøre det, når det er ubestrideligt, at freden er truet. Denne indgriben dækker også afværgelser af humanitære katastrofer i kategorien forbrydelser mod menneskeheden såsom systematiske forfølgelser af civilbefolkningen, etniske udrensninger og folkedrab.

En sådan interventionsadgang er ikke hjemlet i gældende folkeret – der som nævnt forbyder magtanvendelse, medmindre det sker i selvforsvar eller efter bemyndigelse af FN's Sikkerhedsråd – og forsøg på traktatfæstelse af en sådan ret, der let vil kunne føre til misbrug, har ingen udsigt til at blive accepteret i den samlede kreds af FN-lande.

NATO-aktionen var i første række en kraftig advarsel til FN's Sikkerhedsråd om at leve op til sit ansvar, og den efterfulgtes betegnende nok af et enigt Sikkerhedsråds vedtagelse af en fredsskabende indsats i Østtimor i 1999.

USA's militære intervention i Afghanistan efter terrorangrebet 11. september 2001 falder ind under kategorien selvforsvar som hjemlet i FN-pagten, og medførte bl.a. at NATO-landene for første gang i forsvarsalliancens historie aktiverede Den Nordatlantiske Traktats art. 5 om, at "et væbnet angreb mod en eller flere af dem i Europa eller Nordamerika skal betragtes som et angreb mod dem alle" (kollektivt selvforsvar).

Sikkerhedsrådets rolle som garant for opretholdelse af international fred og sikkerhed blev på ny udfordret i forbindelse med Rådets drøftelser i foråret 2003 om betimeligheden af at gennemføre en militær intervention over for regimet i Irak.

Der kunne ikke opnås enighed herom, hvorefter USA sammen med flere lande, herunder Danmark, selv iværksatte en sådan intervention. Der var angiveligt et folkeretligt grundlag at operere ud fra i form af de tidligere og stadig gældende resolutioner tilbage fra den første Golfkrig 1990-91 samt efterfølgende praksis, hvor magtanvendelse i flere tilfælde har fundet sted med henblik på at formå regimet i Baghdad til at overholde våbenhvilebetingelserne fra 1991. Men dette retsgrundlag blev bestridt.

Splittelsen i Sikkerhedsrådet har givet fornyet liv til debatten om en mere repræsentativ sammensætning af Rådet, der bedre afspejler verdenssamfundet af i dag. En udvidelse af medlemskredsen fra de nuværende 15 stater til fx 25 ville kunne give Rådet større legitimitet, men ikke nødvendigvis større effektivitet – og især spørgsmålet om, hvorvidt kredsen af permanente medlemmer bør udvides fra de nuværende fem stormagter (Frankrig, Kina, Rusland, Storbritannien og USA) til også at omfatte lande som Brasilien, Indien, Japan og Tyskland, er fortsat uafklaret.

Under Danmarks medlemskab af FN's Sikkerhedsråd 2005-06 tog regeringen initiativ til en debat i Rådet om styrkelse af den internationale retsorden. Debatten, der fandt sted i juni 2006, mens Danmark beklædte formandskabet i Rådet, mundede ud i en enig formandskabsudtalelse, der understreger folkerettens betydning som rammen om staternes samarbejde og for opretholdelse af international fred og sikkerhed.

Særlig fremhæves Den Internationale Domstols rolle ved løsning af konflikter staterne imellem, ligesom betydningen af at sikre retsforfølgning af personer, der sigtes for folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser, understreges.

Udtalelsen er skelsættende i den forstand, at den placerer Sikkerhedsrådets arbejde i en folkeretlig kontekst og peger på samspillet med Den Internationale Domstol ved løsningen af internationale konflikter. "The rule of law" – i modsætning til vilkårlig magtudøvelse – bør gælde i det internationale samfund så vel som i de nationale samfund.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig