Sydvestafrikasagen, retssag, der blev anlagt i 1960 af Etiopien og Liberia ved Den Internationale Domstol i Haag mod Sydafrika vedr. forholdene for befolkningen i mandatområdet Sydvestafrika (nuv. Namibia), der var underkastet apartheid. I 1962 tog Den Internationale Domstol først stilling til Sydafrikas indsigelse om, at Etiopien og Liberia ikke var søgsmålsberettigede, fordi disse landes eller deres borgeres interesser ikke var berørt af mandatet over Sydvestafrika. Domstolen forkastede denne indsigelse, og gav sagsøgerne medhold i, at Domstolen havde jurisdiktion. Domstolens reelle prøvelse af, om Sydafrika havde krænket sine mandatforpligtelser til at fremme den derværende befolknings fysiske og åndelige velfærd, fik efter yderligere fire års procesførelse i 1966 det opsigtsvækkende resultat, at domstolen afgjorde, at Etiopien og Liberia ikke havde den fornødne interesse i søgsmålet, der herefter blev afvist uden nogen stillingtagen til de fire års procedure om sagens realitet. Det tog mange år for Den Internationale Domstol på ny at hævde sin autoritet efter denne besynderlige dom.