Pariserkonventionen, international overenskomst vedrørende beskyttelse af den såkaldte industrielle ejendomsret, dvs. patenter, varemærker, mønstre mv. Konventionen blev oprindelig indgået i Paris i 1883, men er senere revideret flere gange, senest i Stockholm 1967. Den administreres af OMPI/WIPO i Genève. Langt de fleste lande, i 1999 ca. 140, er omfattet af konventionen, bl.a. samtlige EU-lande, USA, Rusland, Kina og Japan. Danmark tiltrådte i 1894.