Vand og brød, i Straffeloven af 1866 en særlig, kortvarig frihedsstraf, hvor fangen kun fik vand, rugbrød og groft salt, dog afbrudt af en eller flere mellemdage på sædvanlig fangekost. Almindelig fængselsstraf kunne i visse tilfælde udstås på vand og brød, således at fire dage blev afsonet med én dag på vand og brød. Straffen blev afskaffet i 1933, men vand og brød blev stadig anvendt som disciplinærstraf i fængslerne indtil sidst i 1950'erne.