Deportation, tvangsmæssig flytning af en dømt til et andet land eller en anden del af et land. Deportation har ikke været en almindelig strafart i Danmark, men meget udbredt i Rusland under zarerne og i Sovjetunionen, ligesom England og Frankrig anvendte deporterede kriminelle til udbyggelse af deres koloniherredømmer. Deportation fra England til Australien tog fart efter Den Amerikanske Revolution og ophørte i midten af 1800-t.