Et hittebarn er et spædbarn, der findes uden for nogens varetægt, og hvis forældre er ukendte og antagelig også ønsker at være det. Hvis de efterspores, og hvis barnet har været i fare, kan moderen/forældrene efter dansk ret straffes. Finderen af barnet skal sørge for, at det kommer under de sociale myndigheders beskyttelse. Afhængigt af de nærmere omstændigheder kan en række bestemmelser i Straffeloven og Lov om social service benyttes.

Historie

I det kristne Europa har især ugifte mødre for at undgå skam og problemer med forsørgelse tidligere efterladt spædbørn på kirketrapper, foran velhavende menneskers huse eller lignende i håb om, at de blev fundet af folk, der ville tage sig af dem.

Under Konstantin den Store forsøgte man i Romerriget at begrænse antallet af børnemord og hittebørn gennem understøttelse af fattige forældre, hvilket dog viste sig økonomisk uoverskueligt.

I 300- og 400-tallet begyndte medlemmer af de kristne menigheder i Italien og Frankrig at tage hittebørn, der var lagt uden for kirkerne, i pleje, og egentlige hittebørnshospitaler blev ifølge traditionen oprettet i Milano, Firenze og Rom i 700-tallet. Fra ca. 1200 kan eksistensen af hittebørnshospitaler dokumenteres i norditalienske byer, og fra 1500-tallet var der hittebørnshospitaler i de fleste europæiske lande, de fleste i Middelhavsområdet. Mange hittebørnshospitaler blev forsynet med en "skuffe" eller "kasse", hvor mødre anonymt kunne lægge deres nyfødte. Når de ringede på en klokke, blev skuffen trukket ind, og barnet optaget i hospitalet. Det første danske hittebørnshospital menes at være en afdeling indrettet ved Helligåndshuset i København i slutningen af 1400-tallet.

I 1700-tallet oprettedes nye store hittebørnshospitaler i flere af Europas storbyer. Antallet af børn, som blev afleveret til disse institutioner, var enormt: 4229 nyfødte blev optaget ved Londons hittebørnshospital i 1760, i Paris var tallet 4779 i 1818, og i Sankt Petersborg optog man i 1830'erne ca. 5000 børn årlig. Mellem 50 og 70% af børnene i disse institutioner døde inden deres etårsfødselsdag.

I København blev der i 1750 i tilknytning til det nyoprettede jordemoderhus (se Fødselsstiftelsen) indrettet en særlig afdeling i Børnehuset på Christianshavn til hittebørn over seks år. Indtil denne alder blev de anbragt i pleje af fattigvæsenet. Hittebørnsafdelingen blev i 1770 afløst af Den Kgl. Opfostringsstiftelse, der skulle optage 100 nyfødte børn om året. Fra 1771 var stiftelsen forsynet med en "kasse", men den blev afskaffet igen i 1774 med den begrundelse, at den "saa skammelig bliver misbrugt, at Liderlighed og Frækhed derved tiltager", når folk "saa let kan blive deres Børn quit, der fødes i Utugt". I stedet blev Opfostringsstiftelsen under navnet Plejestiftelsen knyttet tæt til Fødselsstiftelsen. Mødre, der havde født her, kunne indtil 1894 mod betaling af en betydelig sum aflevere deres nyfødte. Kvinder, der ikke kunne betale, måtte tage børnene med sig og kunne få et mindre tilskud til forsørgelsen de første år.

I 1900-tallet blev nye hjælpeforanstaltninger, bl.a. Mødrehjælpen, oprettet for ugifte mødre.

Hittebørn findes stadig i lande med meget fattige befolkningsgrupper, og i Kina har etbarnspolitikken betydet, at antallet af piger, der findes som hittebørn, er vokset. I de rigere dele af verden derimod har kvinders forbedrede økonomiske muligheder, velfærdsstaternes sociallovgivning, let adgang til prævention, mulighed for abort og bortadoption stort set udryddet fænomenet.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig