Jens Nielsen, 21.11.1862-8.11.1892, den sidste dansker, der blev henrettet med økse i henhold til Straffeloven af 1866. Jens Nielsen var flere gange tidligere blevet straffet for tyveri og brandstiftelse, da han i 1884 blev idømt 16 års tugthus for brandstiftelse og anbragt i Straffeanstalten i Horsens. Efter at han i 1892 for tredje gang havde forsøgt at dræbe en fængselsansat, blev han dømt til døden og 8.11.1892 henrettet i overværelse af fanger og personale.