Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Blekingegadesagen

Oprindelig forfatter Smith Seneste forfatter Redaktionen

Blekingegadesagen. Politi undersøger gerningsstedet efter røveriet mod Købmagergades postkontor, som kostede en 22-årig betjent livet, da røverne skød sig fri.

Blekingegadesagen. Politi undersøger gerningsstedet efter røveriet mod Købmagergades postkontor, som kostede en 22-årig betjent livet, da røverne skød sig fri.

Blekingegadesagen, retssag om røveri af ca. 10 mio. kr. fra postkontoret i Købmagergade i København 3.11.1988.

I en lejlighed i Blekingegade på Amager fandt politiet i maj 1989 et stort antal våben og nogle "drejebøger" til uopklarede røverier. Et af dem var postrøveriet i Købmagergade, hvor en politibetjent blev dræbt. Der havde været seks mænd om røveriet, men kun fem blev dømt ved den første retssag i 1991. Gruppen af de seks mænd blev offentligt kendt som Blekingegadebanden.

To tiltalte erkendte delvis, mens tre nægtede. Alle afslog at sige noget om, hvem der i øvrigt havde deltaget i røveriet. På dette grundlag kunne det ikke afgøres, hvem der havde affyret det dræbende skud, og alle blev frikendt for manddrab, men dømt for røveri af særlig farlig karakter og fik maksimumsstraffen på 10 års fængsel. To år senere blev der ført sag mod "den sjette mand", en udlænding. Også han blev straffet for røveriet, men ikke for drabet.

Annonce

Sagen var meget omtalt, bl.a. fordi de dømte tilsyneladende begik deres forbrydelser for at skaffe penge til bl.a. den militante marxistiske palæstinensiske organisation PFLP, og fordi alle kunne gå fri for drabstiltalen, skønt man vidste, at drabsmanden var blandt dem, blot ikke hvem.

Sagen fik fornyet offentlig interesse i 2007, da Peter Øvig Knudsen udgav sit tobindsværk Blekingegadebanden, og da Anders Riis-Hansens (f. 1963) film af samme navn baseret på nævnte tobindsværk havde præmiere i 2009. Samme år stod et af medlemmerne af Blekingegadebanden frem for offentligheden, Bo Weymann (opr. Bo Weimann, f. 1956), og forklarede på et pressemøde, hvad bandens bl.a. ideologi og bevæggrunde havde været. Bo Weymann, der var udtrådt af banden ca. et halvt år før røveriet i Købmagergade, udtalte endvidere, at han ikke ved, hvem der dræbte politibetjenten i 1988.

Se også venstreekstremisme.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Eva Smith: Blekingegadesagen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=48194