Medarbejdende ægtefælle, skatteteknisk betegnelse. Når ægtefæller driver erhvervsvirksomhed sammen, beskattes virksomhedens overskud som udgangspunkt hos den af ægtefællerne, der i overvejende grad driver virksomheden; men der er tre muligheder for at overføre andele af overskuddet til den anden ægtefælle: 1) Indtil 50 pct., dog maksimalt 219.400 kr. (2014) kan overføres til en medarbejdende ægtefælle, hvorved forstås en ægtefælle, der deltager i virksomhedens drift i væsentligt omfang (typisk 3-4 timer dagligt). 2) De kan indgå en almindelig lønaftale, hvor lønnen ikke må stå i åbenbart misforhold til arbejdsindsatsen. 3) De kan foretage en friere fordeling af overskuddet, hvilket forudsætter, at begge deltager i væsentligt og ligeligt omfang i driften, at de hæfter i samme omfang for virksomhedens forpligtelser, og at overskudsfordelingen er sagligt begrundet i virksomhedens drift. Se også ægtefælle.