Lovråd, kollegialt organ, som skal sikre et parlament uafhængig rådgivning om vanskelige juridiske spørgsmål.

Når Folketinget stilles over for den slags spørgsmål, anmoder tinget normalt Justitsministeriets lovafdeling om en redegørelse; ordningen har den svaghed, at lovafdelingen er underordnet justitsministeren. I 1990'ernes danske debat om en forfatningsreform har oprettelse af et lovråd været foreslået. Forskellige eksperter og politikere har udtalt sig om at oprette et lovråd eller ej, og der har indtil nu ikke været tilstrækkelig enighed om oprettelse af et lovråd.

I Sverige har man siden 1909 haft et lagråd, som foretager en juridisk kontrol af regeringens lovforslag, før de fremsættes i Riksdagen; flertallet af medlemmerne er dommere fra Högsta Domstolen og Regeringsrätten, den øverste forvaltningsdomstol.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig