Den lovgivende magt, myndighed til at fastsætte overordnede regler, der er bindende såvel for et samfunds medlemmer som for de afgørelser, der træffes af den udøvende magt, dvs. administrationen, og af den dømmende magt, dvs. domstolene. Kun forfatninger, internationale konventioner og enkelte almene retsprincipper kan have højere gyldighed end de regler, der er fastsat af lovgiver. I de fleste lande har en repræsentativt valgt forsamling andel i den lovgivende magt, evt. sammen med statsoverhovedet.
den lovgivende magt
Den lovgivende magt og Grundlovens § 3
I Danmark er ifølge Grundlovens § 3 den lovgivende magt hos kongen og Folketinget, der i fællesskab udgør lovgiver; kongen fortolkes i denne sammenhæng som ensbetydende med regeringen. Det skyldes, at kongens underskrift under en lov ifølge Grundlovens § 14 skal ledsages af en ministers medunderskrift, en kontrasignatur. Regenten kan i øvrigt i dag ikke antages at besidde en selvstændig vetoret.
Generelle love og særlove
Love vil almindeligvis være generelt formulerede; en undtagelse er fx love om erhvervelse af statsborgerskab, der nævner personens navn.
En lov vil imidlertid undertiden være formuleret på en sådan måde eller med den entydige konsekvens, at den kun rammer enkeltpersoner eller bestemte grupper, såkaldte singulære love, populært kaldet særlove. En lov bliver dog ikke i sig selv singulær, fordi den retter sig mod et særlig afgrænseligt samfundsanliggende, der kun involverer bestemte personer, grupper eller lokaliteter, fx en lov om beskyttelse af unikke brune bier på Læsø gennem forbud mod import af gule. En sådan lovgivning kan derimod ud fra et retssikkerhedshensyn blive betænkelig, hvis loven ikke alene er bebyrdende for konkrete adressater, men også griber ind i den dømmende magts kompetence, som består i at afgøre foreliggende retstvister, at idømme straf og at beslutte eventuelle indskrænkninger i menneskerettighederne. En sådan brug af den lovgivende magt vil efter omstændighederne kunne stride mod magtfordelingslæren i Grundlovens § 3.
Lovgiveren kan gennem en udtrykkelig hjemmelsbestemmelse delegere sin kompetence til at udstede overordnede regler til den udøvende magt, se delegation.
Lovgivningsproces
I lovgivningsprocessen kan der sondres mellem fire hovedfaser: initiativ, forberedelse, parlamentsbehandling og iværksættelse... Læs mere om lovgivningsproces.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.