Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

civil ulydighed

Oprindelige forfattere HZah og JCM Seneste forfatter HaAn

civil ulydighed, det forhold, at en person overtræder loven under henvisning til moralske værdier, som den ulydige sætter over alle borgeres pligt til at følge loven. For at anerkende en handlemåde som civil ulydighed kræves i almindelighed, at de interesser, der varetages ved at overtræde loven, er almene, at de ikke kan beskyttes ved lovlige midler, samt at den ulydige bagefter åbent vedgår sin overtrædelse og om nødvendigt tager sin straf for den.

På det forfatningsmæssige plan kan civil ulydighed medvirke til, at der sker et systemskifte, og gårsdagens ulydighed kan derved blive morgendagens heltegerning. Også mere begrænsede ulovlige aktioner, fx ulovlige demonstrationer eller brud på tavshedspligt, kan legitimeres moralsk og måske senere opnå systemets godkendelse.

De tilfælde, hvor ulydighed er retligt påbudt, falder uden for begrebet civil ulydighed. Den privat eller offentligt ansatte, der får en ordre fra en overordnet om at gøre noget strafbart, er ikke berettiget til at udføre ordren, hvis handlingens ulovlighed står klart. Denne "ulydighed" rummer ikke nogen lovovertrædelse, men er tværtimod nødvendig for at undgå at begå en lovovertrædelse.

Annonce

Historie

Begrebet civil ulydighed, som det kendes i dag, udformedes af den amerikanske forfatter Henry David Thoreau i et essay fra 1849, hvori han forsvarede den private samvittigheds ret over for statens krav, fx skattenægtelsen under krigen mod Mexico. Som politisk våben blev civil ulydighed brugt fra omkring 1900 i forskellige bevægelsers kamp for politiske rettigheder, fx af de britiske kvindesagsforkæmpere (suffragetterne). Men sin sikkert mest omfattende betydning fik civil ulydighed som våben i den indiske nationalistbevægelses, Indiske Nationalkongres', kamp mod det britiske kolonistyre under Mahatma Gandhis ledelse og inspiration. Gandhi havde allerede i Sydafrika i 1900-t.s første årti udviklet sin teori om satyagraha (ikke-voldelig modstand mod uretfærdigheder) i kampen mod diskrimination af den indiske befolkningsgruppe. Han overførte i slutningen af 1910'erne teknikken til Indien, hvor civil ulydighed i en lang række tilfælde blev brugt i symbolladede aktioner mod den britiske kolonimagt. Han overtrådte statens saltmonopol i 1930, da han og senere mange andre i medieombruste aktioner på primitiv måde fremstillede salt som en symbolsk forkastelse af briternes "uretfærdige" love.

Andre har senere benyttet sig af civil ulydighed, således den afroamerikanske borgerretsbevægelse med Martin Luther King i 1960'erne og protestbevægelsen mod Vietnamkrigen, som i 1970'erne brændte indkaldelsesordrerne.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik Zahle, Jens Chr. Manniche: civil ulydighed i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. juli 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=57409